Forsvaret har etableret et nyt AI-center. Det synes jeg grundlæggende er både positivt og nødvendigt.
AI bliver helt centralt for Forsvarets opgaveløsning. Ikke fordi AI i sig selv er interessant (jo det er det … men), men fordi moderne militære systemer producerer enorme mængder data, som skal omsættes til noget, vi faktisk kan handle på.
Radarer, sensorer, droner, skibsdata, cyberdata og moderne platforme giver adgang til mere information end nogensinde før. Udfordringen er at få behandlet den information hurtigt nok og omsat den til bedre beslutninger.
Her kan AI gøre en reel forskel.
Men AI er samtidig blevet et modeord, og derfor synes jeg, at det vigtigste spørgsmål til det nye center er ret lavpraktisk:
Hvilke konkrete problemer skal AI løse?
Og det spørgsmål er måske lidt et kunstgreb, for jeg så for nylig et opslag med en interessant tilgang fra Janus Lind, head of AI Taskeforce i hæren, hvor forskellige niveauer af AI-agenter blev beskrevet, men hvor pointen netop var at vælge det laveste niveau, der kunne løse opgaven. (link)
Den tankegang virker for mig helt oplagt og meget central i hvordan AI skal blive godt i konteksten af forsvarets komplekse opgaveløsning. Find en konkret use case. Vælg den mindst komplekse løsning, der løser problemet. Få den ud til brugerne. Lær af den. Og byg videre derfra.
Det gælder også, når vi begynder at diskutere nogle af de sværere spørgsmål om AI.
Ansvar er et godt eksempel.
Hvem har ansvaret, hvis en AI understøtter eller på et tidspunkt træffer en forkert beslutning?
Det er selvfølgelig et vigtigt spørgsmål. Men vi skal passe på med at behandle det, som om ansvar først blev opfundet sammen med AI. Hvis et menneske i dag træffer en forkert militær beslutning, har vi allerede kommandostrukturer, regler, ansvar og processer til at håndtere det. AI kan ændre beslutningsprocessen og skabe nye problemstillinger, men den grundlæggende diskussion om ansvar eksisterer allerede.
Det er næste spørgsmål bliver så: Kan forsvaret virkelig opbygge denne kompetence selv og hvis de ikke kan, hvor langt skal man så gå når man deler den nødvendige data med samarbejdspartnere ude i industrien?
For mig at se har Forsvaret har altid været afhængigt af industrien. Det er private virksomheder, der udvikler og producerer en meget stor del af de platforme og den teknologi, Forsvaret anvender. AI ændrer karakteren af nogle af de afhængigheder, men idéen om, at Forsvaret skal kunne udvikle alting selv, giver efter min mening ikke mening.
Tværtimod ser jeg det som en styrke, at udviklingen lige nu ikke foregår isoleret i Danmark. NATO, vores europæiske allierede, forskningsmiljøerne og forsvarsindustrien arbejder alle med mange af de samme udfordringer.
Der er naturligvis en balance.
Klassifikation, informationssikkerhed, jura og militære godkendelsesprocesser eksisterer af en grund. Mange af dem bygger på erfaringer, som det ville være dumt bare at smide væk i jagten på højere hastighed.
Men vi skal samtidig turde spørge, om eksisterende strukturer stadig håndterer risikoen på den rigtige måde, og om de udfordringer de løste da de kom på plads stadig er de samme vi har i dag, eller om de i nogle tilfælde står i vejen for den beslutningskadence, en moderne konflikt kræver.
Krigen i Ukraine har om noget vist betydningen af evnen til hurtigt at tage ny teknologi i brug og tilpasse sig modstanderens udvikling.
Derfor synes jeg, etableringen af Forsvarets AI-center er rigtig spændende og en vigtig milepæl i den forandring Forsvaret lige nu står midt i.
Men for mig bliver succeskriteriet ikke, hvor mange AI-specialister man ansætter, hvor mange modeller man udvikler, eller hvor meget regnekraft man får adgang til.
Det bliver operationalisering.
Hvis vi om kort tid (måske nogle år) kan pege på konkrete operative løsninger, hvor AI gør Forsvaret i stand til at behandle information bedre og træffe hurtigere og/eller bedre beslutninger, så er det lykkedes.
Det er dér, AI bliver interessant.
Når det virker ude i virkeligheden.