En personlig refleksion over Hjemmeværnet, indgroede fordomme og de mennesker, vi måske glemmer at sige tak til.
Som jeg efterhånden har fået for vane, faldt jeg for nylig over en nyhed omhandlende et fly fyldt med hjemmeværnssoldater, der var på vej hjem fra en fælles nordisk øvelse Arctic Shield på Grønland.
Det glædede mig faktisk at se.
Jeg har svært ved at forestille mig en fremtid, hvor vi ikke skal stå last og brast med vores nordiske broderlande. Vi står stærkere sammen, og jeg synes, det er opløftende at se, at samarbejdet også finder sted blandt vores fælles frivillige enheder.
Men opslaget fik mig til at tænke på en samtale, jeg for nylig havde med en god kammerat der har været frivillig i Hjemmeværnet i mange år.
Han fortalte mig om den centrale rolle, Hjemmeværnet har fået i det nationale forsvar, og om det ansvar, deres organisation skal kunne løfte, hvis Danmark kommer i en alvorlig krise eller konflikt.
Og der må jeg nok indrømme, at der gik lidt gammel hærmand i mig.
Min umiddelbare indre monolog var nok noget i retning af: Arh, mon dog? Mon ikke hæren har styr på det.
Set i retrospekt ikke mit stolteste øjeblik.
Siden talte jeg med en tidligere kollega, en officer fra Hæren, som forklarede mig tankerne bag den rolle, Hjemmeværnet skal spille i det nationale forsvar.
Han satte det lidt på spidsen:
“Hæren skal gøre det, den er bedst til. Den skal ud og kæmpe med NATO. Og så er det Hjemmeværnet, der skal passe på Danmark.”
Det er naturligvis en grov forenkling af opgavefordelingen, men pointen ramte mig alligevel.
For hvem skal egentlig passe på Danmark, hvis store dele af vores professionelle militære kapaciteter er engageret i NATO-operationer andre steder?
Hvem skal være med til at sikre vores havne, kritiske infrastruktur, energiforsyning og alle de andre faciliteter, som vores samfund er afhængigt af?
Her har Hjemmeværnet en helt central rolle.
Og det fik mig til lige at grave spadestikket dybere på det personlige plan, om jeg måske stadig slæber rundt på nogle gamle fordomme?
Weekendkrigere?
Jeg har tilbragt 14 år i Forsvaret, og jeg tror ikke, jeg fornærmer ret mange gamle hærfolk ved at sige, at vi historisk måske ikke altid har taget Hjemmeværnet lige seriøst.
Weekendkrigere og alt det der.
Det er heldigvis min oplevelse, at den kultur var på retræte gennem hele min karriere. Det er dermed min oplevelse at Hæren og resten af Forsvaret i stigende grad har fået øjnene op for, hvad Hjemmeværnet kan bidrage med.
Men nogle af de gamle fordomme sidder åbenbart stadig fast. Ihvertfald hos mig.
Og det er dermed måske på tide, at vi får gjort helt op med dem.
De er ikke fuldtidsansatte professionelle soldater. Det skal de heller ikke være. De har andre forudsætninger og andre opgaver og alt andet lige gør det måske bare deres indsats mere imponerende.
Det er blandt andet min oplevelse, at mange hjemmeværnssoldater bruger chokerende meget af deres egen tid på at dygtiggøre sig militærfagligt.
Aftener, weekender og fritid, som ellers kunne være brugt på familien eller alt muligt andet.
Og det gør de frivilligt.
Det fortjener umiddelbart både vores respekt og taknemlighed.
Vi får måske mere brug for dem, end vi forestiller os
Jeg tror, vores bedsteforældres generation havde en anden forståelse af Hjemmeværnets betydning.
Under Den Kolde Krig var forestillingen om, at Danmark kunne blive angrebet, en langt mere nærværende del af virkeligheden.
I mange år har vi levet i en anden verden, hvor det måske har været sværere at få øje på Hjemmeværnets militære relevans.
Men den verden har ændret sig over tid og relevansen af Hjemmeværnet blev dermed vanskeligere at få øje på.
Men i dag taler vi igen om territorialforsvar, kritisk infrastruktur, sabotage, beredskab og behovet for at kunne beskytte vores eget samfund.
Og pludselig bliver Hjemmeværnets rolle meget konkret.
Jeg har ikke tal på, hvor mange installationer og faciliteter der i en krisesituation formentligt vil have behov for bevogtning og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi overhovedet har frivillige nok til at dække alle de behov, vi kunne forestille os.
Det er et spørgsmål, jeg synes, vi bør tage alvorligt.
For hvis vi som samfund forventer, at Hjemmeværnet skal kunne løfte en så vigtig opgave, så skal vi også tage deres behov alvorligt.
Hvilket materiel, hvilken uddannelse og hvilke rammer det konkret kræver, vil jeg overlade til dem, der har forstand på Hjemmeværnets operative virkelighed.
Jeg er gammel hærmand. Ikke hjemmeværnsmand.
Men jeg synes, vi skylder dem at lytte til deres faglige vurderinger og give dem de bedst mulige forudsætninger for at løse de opgaver, vi forventer af dem.
Og så er der alt det, de allerede gør for os
Næste gang du møder en fra politihjemmeværnet, der dirigerer trafikken, og du bliver lidt irriteret over, at du skal holde og vente, så prøv at tage en tur op i helikopteren og se det i et lidt bredere perspektiv, end din egen frustration.
Eller send dem en venlig tanke, når du ser en flok hjemmeværnsgutter på vej hjem fra øvelse en søndag eftermiddag.
De bruger deres fritid på at løse opgaver, der har værdi for os alle sammen.
Når Hjemmeværnet hjælper politiet, deltager i eftersøgninger eller understøtter beredskabet, bidrager de med ressourcer, som samfundet ellers skulle finde på anden vis.
Det er en indsats, der har reel værdi.
Og oveni det forventer vi altså også, at de stiller op, hvis vores land en dag får brug for at blive forsvaret.
Det er egentlig en ret stor ting at bede andre mennesker om.
Husk nu at sige tak
Jeg ved ikke, om vi nogensinde kan give frivillige mennesker det, de egentlig fortjener.
Det gælder hjemmeværnssoldater, men i virkeligheden også alle mulige andre, der bruger deres fritid på at gøre noget for fællesskabet.
Vi kan ikke nødvendigvis betale dem tilbage for den tid, de bruger, eller det ansvar, de påtager sig.
Så de må vel langt hen ad vejen nøjes med et tak?
Men når det så tilsyneladende er det bedste vi kan komme på, så skal vi til gengæld huske at bruge det.
Så til alle jer i Hjemmeværnet:
Tak for den tid, I bruger. Tak for de opgaver, I løser. Og tak, fordi I stiller op for os andre.
Jeg tror, vi får endnu mere brug for jer i fremtiden.
Og til mig selv og mine gamle kolleger i Hæren:
Måske er det på tide, at vi lægger de sidste weekendkriger-jokes på hylden.
For det kan det meget vel være dem, vi får brug for til at passe på os herhjemme.
LinkedIn-opslaget om Arctic Shield: Link