NATO består i dag af 32 nationer. 32 nationer med forskellige systemer, forskelligt materiel, forskellige leverandører og forskellige måder at arbejde på. De behøver ikke alle sammen have den samme løsning. Men de skal kunne kæmpe sammen.
For et lille land som Danmark mener jeg, at det gør integration til en helt central militær disciplin. Vi skal være rigtig gode til den. Faktisk synes jeg, ambitionen bør være, at vi bliver NATO-mestre i integration.
Vi skal øve os i at få systemerne til at tale sammen
Jeg har tilbragt mere end ti år i signaltropperne, og når jeg tænker tilbage, husker jeg blandt andet øvelser med DEOS, hvor vi konkret øvede at forbinde vores kommunikationssystemer med andre.
Senere, da IT- og C2-systemerne fyldte mere, oplevede jeg i højere grad, at vi kunne deltage i samme øvelse, men arbejde på parallelle systemer. Samarbejdet var der, men den egentlige tekniske integration mellem C2-systemerne oplevede jeg ikke på samme måde.
Det kan sagtens være, at billedet ser anderledes ud i dag. NATO arbejder allerede målrettet med interoperabilitet, blandt andet gennem CWIX, hvor tusindvis af specialister fra NATO- og partnerlande kobler systemer sammen, tester dem og finder de problemer, der først bliver synlige, når forskellige nationers teknologi mødes.
Det er jeg kun begejstret for. For det understreger egentlig min pointe: Det er ikke nok, at systemerne burde kunne tale sammen. Vi skal også øve os i faktisk at få dem til det.
Erfaring og tillid bliver skabt i fællesskab
Tænk på noget så simpelt som en PC, der driller. Der kan være et hav af årsager. Den dygtige IT-specialist er ofte ham, der har set problemet før og hurtigt kan finde ud af, hvor han skal lede.
Forestil dig så samme problem mellem to militære C2-systemer fra forskellige nationer. Forskelligt udstyr, konfigurationer, procedurer, sikkerhedskrav og mennesker. Og denne gang skal problemet måske løses under et betydeligt større tidspres. Den erfaring får man kun ved at gøre det.
Derfor handler interoperabilitet for mig heller ikke kun om tekniske interfaces og NATO-standarder. Det handler mindst lige så meget om mennesker. Den danske signalmand skal kende sine tyske, norske eller svenske kolleger. Ikke nødvendigvis personligt allesammen, men deres organisation, arbejdsmetoder, procedurer og systemer.
De skal have prøvet at få integrationen til at virke sammen. Og endnu vigtigere: De skal have prøvet, at den ikke virker, og sammen fundet fejlen. Det skaber både teknisk erfaring, et fælles sprog og den tillid, man får af faktisk at have løst problemer sammen.
Dansk C2 skal fungere sammen med vores allieredes
For Danmark mener jeg, at det er særligt vigtigt. Vi er en lille nation. I en større konflikt skal danske enheder kunne indgå i multinationale formationer og i nogle tilfælde operere under en udenlandsk kommandostruktur. Så er det ikke tilstrækkeligt, at vores C2 fungerer glimrende nationalt.
Information skal kunne bevæge sig hurtigt nok på tværs af systemerne til at understøtte den operative virkelighed. Det kan være situationsbilleder, meldinger og føringsinformation. Det kan også være noget så grundlæggende som information om egne styrkers positioner. Hvis en dansk enhed opererer ved siden af en allieret enhed, vil jeg meget gerne have, at vores nabo kan se og identificere os korrekt i sit C2-miljø.
Derfor synes jeg også, interoperabilitet bør vægte tungt, når vi anskaffer nye systemer. Ikke nødvendigvis tungest. Opgaven kommer først. Vi skal definere den operative effekt, vi har brug for. Pris, leveringstid, modenhed og en række andre forhold spiller selvfølgelig også ind.
Men hvis to systemer kan løse opgaven, er det svært at se bort fra værdien i, at det ene allerede anvendes af eller er veldokumenteret integreret med de allierede, vi forventer at operere tæt sammen med.
Og her foretrækker jeg praktisk erfaring frem for en fluebenøvelse i en kravspecifikation. Kan systemerne faktisk integreres? Hvad har andre nationer erfaret? Hvad gik galt, da de prøvede? Og kan vi demonstrere det?
Vi kunne starte i Norden
Men teknologien kan ikke stå alene. Jeg kunne godt tænke mig langt mere systematisk samarbejde mellem de mennesker, der skal få det hele til at fungere.
Fælles tekniske uddannelsesforløb. Udveksling af officerer og befalingsmænd. Faste relationer mellem signalenheder. Og langt flere tilbagevendende øvelser, hvor C2-integration ikke bare er noget, man etablerer for at gennemføre øvelsen, men faktisk er en del af det, der øves.
Vi kunne starte i Norden. Danmark, Norge, Sverige og Finland står med mange af de samme udfordringer. Hvorfor ikke uddanne nogle af vores tekniske specialister sammen? Hvorfor ikke skabe et stærkt nordisk fagmiljø omkring militær C2 og integration?
Vi kan finde ud af at sende studerende på udveksling. Hvorfor skulle vi ikke gøre det samme langt mere systematisk med vores soldater og tekniske specialister?
Hvad med en tilbagevendende NATO-måned?
Og det behøver ikke altid kræve, at en hel dansk stab flyttes til Tyskland eller Norge. Det smukke ved IT er netop, at vi kan skabe forbindelserne på afstand.
Helt grebet ud af luften kunne man forestille sig en tilbagevendende “NATO-måned”, hvor stabe bliver hjemme på deres normale tjenestesteder, men kobler deres C2-miljøer sammen med allierede enheder og gennemfører fælles stabsøvelser.
Så øver staben multinational føring. Signalfolkene øver integrationen. Og når noget går galt, øver de fejlfindingen sammen.
Det afgørende er ikke lige præcis modellen. Det afgørende er ambitionen. For 32 nationer behøver ikke én teknisk løsning. Men systemerne skal kunne integreres, og menneskerne skal være i stand til at få dem til at fungere sammen.
For et lille land som Danmark bør det ikke bare være noget, vi kan. Det bør være noget, vi excellerer i. Danmark skal være NATO-mester i integration.