Vi står midt i en markant oprustning af det danske og europæiske forsvar. Der bliver investeret milliarder i fly, skibe, sensorer, kommunikationssystemer og andre kapaciteter, som vi forventer skal være operative i 20, 30 og måske 40 år.
Samtidig bliver mere og mere af deres operative værdi afhængig af teknologi, der udvikler sig i et helt andet tempo: computere, software, kommunikation, data og integrationer.
Hvordan køber man noget til 30 år i en verden, hvor dele af teknologien udvikler sig i cyklusser på ganske få år?
En kendt problemstilling – med et voksende spænd
Det er ikke et nyt problem. Da jeg var i Forsvaret, arbejdede vi også med systemer og platforme, der løbende blev opdateret. F-16 er et oplagt eksempel. Det samme er Leopard-kampvognene, der gennem deres levetid har gennemgået opdateringer og moderniseringer.
Jeg mener derfor heller ikke, at det er en fundamentalt ny disciplin i spændet mellem militære anskaffelser og moderne teknologi. Det er en problemstilling, vi allerede kender. Men når det er sagt, oplever jeg, at spændet bliver større og vigtigere.
En hammer er stadig en hammer. Jeg kan i dag bruge den gamle hammer, min kones bedstefar brugte som smed, til grundlæggende den samme opgave, som han kunne. Men måden, jeg bruger den på, kan have ændret sig. Hvor man tidligere målte og nivellerede manuelt, kan jeg i dag stille en lasermåler på et stativ.
Hammerens kernefunktion behøvede ikke at ændre sig, men teknologien omkring den og vores forventninger til slutresultatet har ændret sig.
En kampvogn skal altså fortsat være en kampvogn. Et skib skal fortsat kunne løse den opgave, vi købte det til. Det samme gælder et kampfly. Men verden omkring platformen ændrer sig.
Droner er et meget synligt eksempel lige nu. Om 10 eller 20 år er udfordringen måske en anden.
Som en tidligere chef engang sagde til mig: Man ved ikke det, man ikke ved.
Derfor tror jeg heller ikke rigtigt på begrebet “fremtidssikring”, hvis vi med det mener, at vi i dag kan forudsige, hvad en platform skal kunne i 2040 eller 2050. Det kan vi ikke. Men vi kan forsøge ikke at bygge os selv ind i et hjørne.
Integration skal være en del af produktet
NATO-standarder giver os allerede en vigtig ramme for interoperabilitet mellem nationer og systemer.
Men standarderne er gamle og forholder sig typisk til den bredere arkitektur og dermed ikke til integrationerne på den enkelte platform. Den eksisterende standardisering er derfor heller ikke løsningen på alt.
Et system kan sagtens kommunikere med et andet gennem de aftalte standarder, samtidig med at det er meget vanskeligt at få adgang til de data eller den funktionalitet, der skal bruges til en ny integration.
Her tror jeg, vi skal stille større krav til både os selv som kunder og til de virksomheder, vi køber fra.
Det betyder ikke, at alting skal være åbent. Forsvarsindustrien lever blandt andet af sin teknologi og sin intellectual property. Selvfølgelig skal virksomheder kunne beskytte den. Men vi bør i langt højere grad interessere os for, om deres produkter kan integreres med produkter fra andre leverandører.
For næsten alle leverandører vil sige, at deres system kan integreres. Problemet kommer ofte bagefter:
“Det kan vi sagtens. Hvis bare den anden leverandør vil samarbejde.”
Og den anden leverandør siger det samme.
Integration er ikke nødvendigvis nemt. Det kræver tekniske interfaces, adgang til de nødvendige data og ofte et reelt industrisamarbejde mellem virksomheder, der samtidig kan være konkurrenter.
Heldigvis findes der allerede gode eksempler på virksomheder, der har forstået det og samarbejder om samlede løsninger. Det skal vi have mere af.
Vi skal belønne dem, der vil integrere
På mange andre teknologiområder betragter vi integration som en kvalitet ved selve produktet. En bil bliver ikke dårligere af, at jeg kan bruge Apple CarPlay og få den til at arbejde sammen med teknologi, som bilproducenten ikke selv har udviklet.
Pointen er ikke, at et militært system skal fungere som en smartphone eller en bil. Pointen er, at integrerbarhed har en værdi. Og hvis den har en værdi for os, skal den også have en værdi, når vi vælger leverandør.
Hvis europæiske lande de kommende år investerer meget store summer i forsvarsmateriel, har vi også en mulighed for at belønne de virksomheder, der reelt gør en indsats for at kunne samarbejde med andre.
Ikke nødvendigvis ved at kræve, at de åbner hele deres teknologi. Men ved at stille krav om, at de kan indgå i et større økosystem.
Industrien reagerer naturligvis på det marked, vi skaber. Hvis vi vil have en anden adfærd, skal vi også blive bedre til at købe den.
Men det må ikke forsinke oprustningen
Vi skal dermed ikke vente på den perfekte arkitektur. Hvis vi står med et nødvendigt operativt behov nu, og alternativet er at vente fire eller fem år på den teknologisk perfekte løsning, så skal vi ikke vente.
Vi har behov for at opbygge militær kapacitet hurtigt. Fremtidig fleksibilitet må ikke blive endnu et perfektionistisk krav, der forsinker de anskaffelser, vi har behov for. Men vi skal vide, hvad vi gør.
Når vi køber en større militær platform, indgår vi i praksis et ægteskab med en leverandør, som kan vare 30 år. Den leverandør skal tjene penge. Det er både rimeligt og nødvendigt, hvis vi samtidig ønsker en stærkere europæisk forsvarsindustri.
Men når vi investerer så massivt, som vi gør nu, synes jeg også, vi skal bruge vores position som kunder.
Vi skal belønne virksomheder, der samarbejder. Vi skal efterspørge integration på tværs af leverandører. Og vi skal tænke over, hvordan de platforme, vi køber i dag, kan ændres, når verden omkring dem ændrer sig.
For vi ved ikke, hvad den næste teknologiske landvinding bliver. Vi ved heller ikke nødvendigvis, hvad den næste trussel bliver.
Man ved ikke det, man ikke ved.
Men når vi investerer i materiel, der skal holde de næste 30 år, kan vi i det mindste sørge for, at det ikke kun er bygget til den verden, vi kender i dag.